Søg i denne blog

Indlæser...

Nitroglycerin DAK 0,25 mg og 0,5 mg sublinguale resoribletter Glyceryltrinitrat

INDLÆGSSEDDEL: INFORMATION TIL BRUGEREN
Nitroglycerin DAK 0,25 mg og 0,5 mg sublinguale resoribletter
Glyceryltrinitrat
Læs denne information godt igennem før du begynder at tage medicinen
Du kan få Nitroglycerin DAK uden recept. For at opnå den bedste behandling skal du være
omhyggelig med at følge anvisningerne for Nitroglycerin DAK.
• Gem indlægssedlen. Du kan få brug for at læse den igen.
• Spørg på apoteket, hvis der er mere, du vil vide.
• Kontakt lægen, hvis du får det værre, eller hvis du ikke får det bedre.
• Tal med lægen eller apoteket, hvis en bivirkning bliver værre, eller hvis du får
bivirkninger, som ikke er nævnt her.
Oversigt over indlægssedlen
1. Virkning og anvendelse
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Nitroglycerin DAK
3. Sådan skal du tage Nitroglycerin DAK
4. Bivirkninger
5. Opbevaring
6. Yderligere information
1. Virkning og anvendelse
Du kan bruge Nitroglycerin DAK til at behandle og forebygge anfald af hjertesmerter
(angina pectoris). Nitroglycerin DAK udvider blodkarrene i hjertet, så blodtilførslen og
iltforsyningen til hjertet bliver bedre.
Hvis din læge har sagt, at du skal tage Nitroglycerin DAK for noget andet, skal du altid
følge lægens anvisning.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Nitroglycerin DAK
Tag ikke Nitroglycerin DAK hvis du:
• er overfølsom (allergisk) over for glyceryltrinitrat, nitrater eller et af de øvrige
indholdsstoffer
• tager medicin mod impotens (sildenafil, tadalafil eller vardenafil)
• har væske i hjertesækken (perikardietamponade)
Vær ekstra forsigtig med at tage Nitroglycerin DAK
Tal med lægen, inden du tager Nitroglycerin DAK, hvis du:
• har meget lavt blodtryk og tendens til svimmelhed eller besvimelse, når du rejser dig op
• lider af svær blodmangel, væskemangel eller har for lidt ilt i blodet
• har betændelse i hjertesækken
• har langsom puls
• har kredsløbskollaps
• lider af andre hjerte-kar sygdomme
• har forkalkninger i hjernens blodkar, for højt tryk i hjernen eller har haft
hjerneblødninger eller kranietraumer
• har for højt stofskifte
• har dårlige nyrer
• har dårlig lever
Hvis du har øget tryk i øjet, bør du have trykket kontrolleret hos lægen.
Nitroglycerin DAK virker bedst, hvis du hvert døgn har en periode på 8 - 12 timer, hvor du
ikke tager Nitroglycerin DAK eller andre nitrat-præparater.
Undgå alkohol, da Nitroglycerin DAK i kombination med alkohol forstærker alkohols
blodtrykssænkende effekt.
Brug af anden medicin
Tal med din læge, du hvis tager:
• slimløsnende medicin (acetylcystein)
• medicin mod impotens (sildenafil, tadalafil eller vardenafil)
• hjertemedicin og medicin mod forhøjet blodtryk (betablokkere, kalciumantagonister og
vanddrivende midler)
• medicin mod migræne (dihydroergotamin)
• blodfortyndende medicin (heparin)
• medicin mod blodpropper (alteplase)
• medicin mod depression og andre psykiske lidelser
Fortæl det altid til lægen eller på apoteket, hvis du bruger anden medicin eller har brugt
det for nylig. Dette gælder også medicin som ikke er købt på recept, medicin købt i
udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud.
Brug af Nitroglycerin DAK sammen med mad og drikke
Undgå alkohol, da Nitroglycerin DAK i kombination med alkohol forstærker alkohols
blodtrykssænkende effekt.
Graviditet og amning
Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin.
Graviditet
Hvis du er gravid, må du kun tage Nitroglycerin DAK efter aftale med lægen.
Amning
Du må ikke tage Nitroglycerin DAK, hvis du ammer. Tal med lægen.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Nitroglycerin DAK kan give bivirkninger, der i større eller mindre grad kan påvirke
arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.
Vigtig information om nogle af de øvrige indholdsstoffer i Nitroglycerin DAK
Nitroglycerin DAK indeholder lactose. Kontakt lægen før du tager denne medicin, hvis
lægen har fortalt dig, at du ikke tåler visse sukkerarter.
3. Sådan skal du tage Nitroglycerin DAK
Hvis din læge har ordineret Nitroglycerin DAK til dig, skal du altid følge lægens anvisning.
Er du i tvivl, så spørg lægen eller på apoteket.
Nitroglycerin DAK skal placeres under tungen. Så optages medicinen bedst og virker
hurtigst.
Den sædvanlige dosis er:
Voksne: 1 resoriblet (0,25 mg eller 0,5 mg) ved behov.
Ældre: 1 resoriblet (0,25 mg eller 0,5 mg) ved behov. Det er vigtigt at bruge den lavest
mulige effektive dosis, da ældre har øget risiko for blodtryksfald.
Børn under 15 år må kun tage Nitroglycerin DAK efter lægens anvisning.
Det er vigtigt at tage Nitroglycerin DAK, så snart du får smerter eller trykken i brystet. Du
kan også tage Nitroglycerin DAK før aktiviteter, som du ved vil udløse smerterne.
Læg resoribletten under tungen. Medicinen virker efter 1/2 - 2, højst 5 minutter. Hvis
medicinen alligevel ikke virker efter 5 minutter, skal du tage endnu en resoriblet. Du må
højst tage 3 resoribletter i løbet af 15 minutter.
Virkningen varer 10 - 30 minutter. Du skal så vidt muligt sidde eller ligge ned, når du tager
medicinen. Så bliver du ikke så let svimmel, hvis dit blodtryk falder.
Du kan ikke bruge Nitroglycerin DAK, hvis du lider af mundtørhed.
Nedsat nyre- og leverfunktion
Det kan være nødvendigt at ændre dosis. Følg lægens anvisninger.
Hvis du har taget for mange Nitroglycerin DAK
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Nitroglycerin DAK end der
står her, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.
Tegn på overdosering er kraftig rødmen i ansigtet, kraftig hovedpine, svimmelhed, hurtig
puls, kvælningsfornemmelse, lavt blodtryk, besvimelse samt i sjældne tilfælde blåfarvning
af hud og slimhinder.
Hos nogle få kan der opstå en shock lignende tilstand med kvalme, opkastning, svaghed,
svedtendens og besvimelsesanfald.
Hvis du holder op med at tage Nitroglycerin DAK
Du må kun stoppe behandlingen efter aftale med lægen.
4. Bivirkninger
Nitroglycerin DAK kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får
bivirkninger. Kortvarig hovedpine og rødmen ses i opstartsfasen hos op mod halvdelen af
alle behandlede.
Ring 112 eller søg omgående læge eller skadestue ved tegn på alvorlige bivirkninger.
Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 behandlede):
Hovedpine.
Almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 100 behandlede):
Døsighed, svimmelhed, svaghedsfornemmelse, lavt blodtryk, hurtig puls, forbigående
rødmen.
Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 1.000 behandlede):
Forværring af hjertesmerter (alvorlig), kvalme, allergiske hudreaktioner.
Sjældne bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 10.000 behandlede):
Besvimelse, opkastning, huller i tænderne. Tendens til hurtig puls, svimmelhed og
besvimelse når man rejser sig hurtigt op.
Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):
Blåfarvning af læberne pga. nedsat iltning af blodet (alvorlig), alvorligt hududslæt med
betændelse og afstødning af hudens øverste lag (alvorlig).
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt
Nedsat iltmætning i blodet og iltmangel i hjertemuskulaturen hos patienter med sygdomme i
kranspulsåren (alvorlig), smerter i øjet (alvorlig), stikkende eller brændende fornemmelse i
munden eller halsen, hedeture.
Tal med lægen eller sundhedspersonalet, hvis en bivirkning er generende eller bliver
værre, eller hvis du får bivirkninger, som ikke er nævnt her.
Bivirkninger, som ikke er nævnt her, bør indberettes til Lægemiddelstyrelsen, så viden om
bivirkninger kan blive bedre. Du eller dine pårørende kan selv indberette bivirkninger
direkte til Lægemiddelstyrelsen. Du finder skema og vejledning på Lægemiddelstyrelsens
netsted www.meldenbivirkning.dk
5. Opbevaring
Opbevar Nitroglycerin DAK utilgængeligt for børn.
Resoribletterne bør blive i originalemballagen (med låget skruet fast til) for at hindre, at
medicinen bliver uvirksom. Opbevares resoribletterne i en pilleæske, anbefales det at
udskifte dem hver 3. dag. Opbevares en resoriblet frit på natbordet, skal den udskiftes
dagligt.
Tag ikke Nitroglycerin DAK efter den udløbsdato, der står på pakningen.
Aflever altid medicinrester på apoteket. Af hensyn til miljøet må du ikke smide
medicinrester i afløbet, toilettet eller skraldespanden.
6. Yderligere information
Nitroglycerin DAK 0,25 mg og 0,5 mg sublinguale resoribletter indeholder
Aktivt stof: Glyceryltrinitrat.
Øvrige indholdsstoffer: Agar (E406), lactosemonohydrat, magnesiumstearat (E470b),
mikrokrystallinsk cellulose (E460) og talcum (E553b).
Udseende og pakningsstørrelser
Nitroglycerin DAK er runde, hvide, plane tabletter uden delekærv.
Nitroglycerin DAK 0,25 mg findes i pakningsstørrelser à 25 og 100 stk.
Nitroglycerin DAK 0,5 mg findes i pakningsstørrelser à 25 og 100 stk.
Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.
Indehaver af markedsføringstilladelsen og fremstiller
Nycomed Danmark ApS
Langebjerg 1
4000 Roskilde
Har du yderligere spørgsmål til Nycomeds lægemidler, er du velkommen til at kontakte
Nycomed Information på tlf. 46 77 10 10 eller e-mail info@nycomed.com
Denne indlægsseddel blev sidst revideret december 2008.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar